Hypertekst, samling af tekststumper, der er indbyrdes forbundet i et netværk. Et leksikon med henvisninger imellem opslagsordene er et eksempel på en hypertekst, men normalt bruges begrebet kun i forbindelse med computere. I en hypertekst kan man springe rundt i teksten ved at følge forbindelser (links) mellem de enkelte tekststumper (nodes). En tekststump kan have form af et vindue på skærmen og kan indeholde et eller flere ankerpunkter, ord der er fremhævet, fx i en afvigende farve. Et ankerpunkt er udgangspunkt for en forbindelse til en anden tekststump og kan udvælges, fx ved at klikke på det med en mus. Dette vil bevirke, at den tekststump, der henvises til, destinationen, fremkommer i et nyt vindue. Det er altså læseren selv, der under læsningen bestemmer rækkefølgen af destinationer, kun begrænset af, hvilke forbindelser forfatteren har sat op. En hypertekst kan også rumme mulighed for, at læseren selv kan slette eksisterende eller skabe nye ankerpunkter eller destinationer. En ulempe ved hypertekster er, at man kan fare vild i netværket og miste overblikket. Derfor holder de fleste hypertekstsystemer løbende rede på, hvilke destinationer læseren har benyttet, så man kan gå tilbage til tidligere destinationer. En hypertekst behøver ikke at bestå udelukkende af ord. Mange hypertekster benytter også billeder, filmklip, video og lyd, og man taler da om multimedier.

Hypertekst er særlig egnet til anvendelse, hvor der foreligger en stor informationsmængde opdelt i små fragmenter, men hvor den enkelte læser kun er interesseret i et lille udsnit af alle fragmenterne. En udbredt anvendelse af hypertekst er til online hjælp i forbindelse med computerprogrammer, men hypertekst finder anvendelse til mange andre formål, fx leksika på cd-rom, computerstøttet undervisning, bibliotekskataloger og computerspil. World Wide Web er en gigantisk hypertekst, og de fleste tekstbehandlingsprogrammer indeholder mulighed for hypertekst.

Den amerikanske ingeniør Vannevar Bush (1890-1974) sættes i forbindelse med oprindelsen til hypertekst. Han forestillede sig et system, Memex, hvor man skulle kunne blade i tekster og billeder vha. links. Systemet, som bl.a. byggede på mikrofilm-teknologi, er beskrevet i artiklen "As We May Think" (1945).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig