Hyperboræere, i oldgræsk forestillingsverden et lykkeligt folkeslag højt mod nord. Antikke etymologer forklarede ordet som 'oven for Boreas' (nordenvinden). Herodot var i 400-t. f.Kr. skeptisk mht. hyperboræernes eksistens. Apollon besøger hvert år hyperboræerne, når han rejser fra Delfi. De skildres som fredselskende og kom tidligt til at spille en rolle i statsutopier. I senere tider har nordeuropæere haft en vis forkærlighed for ordet; således hedder et dansk arkæologisk tidsskrift Acta Hyperborea.