hygiejne

Hygiejne, oprindelig det, der fremmer mulighederne for at opnå og bevare sundhed (sundhedslære). Begrebet slog igennem i Danmark med denne betydning i 1820'erne, men har efterhånden ændret karakter og har fra 1960'erne overvejende været brugt om den rette brug af vand og sæbe, dvs. renlighed. Denne betydning er i øvrigt ikke helt fjern fra den oprindelige græske.

Faktaboks

Etymologi
Ordet hygiejne kommer af græsk hygieinos, af hygieia 'sundhed'.

Hygiejne er imidlertid også en faglig disciplin, der både indeholder et videnskabeligt og et praktisk element. Som fag ved de højere uddannelser findes (eller fandtes) det i human- og veterinærmedicin samt ved ingeniøruddannelser (teknisk hygiejne). Det første professorat i hygiejne blev oprettet ved det lægevidenskabelige fakultet i København 1913 (nedlagt 1990), men regelmæssig undervisning fandt sted fra 1869.

Hygiejne som faglig disciplin omfatter undersøgelser af miljøets påvirkninger taget i bredeste betydning samt de forhold, som kan fjerne eller begrænse eventuelle skadelige virkninger. Det ydre, fysiske miljøs påvirkninger af mennesket omfattes nu af disciplinen miljømedicin, der har afløst hygiejne som fagbetegnelse inden for sundhedsområdet; folkesundhedsvidenskab og det lægelige speciale samfundsmedicin er delvis overlappende.

Både inden for den teoretiske og praktiske hygiejne er der sket en opdeling i en række områder, fx arbejdshygiejne, bolighygiejne, sygehushygiejne og levnedsmiddelhygiejne. Det videnskabelige arbejde på disse områder er helt overvejende tværfagligt, mens det praktisk arbejde er sektoropdelt; bl.a. er dyrlæger næsten enerådende inden for levnedsmiddelhygiejnen i Danmark.

I det praktiske hygiejniske arbejde med forebyggelse af ulykker og sygdom (se også sygdomsforebyggelse) indgår dels centrale organer som Miljøstyrelsen og Sundhedsstyrelsen, dels lokale levnedsmiddelkontrolenheder, arbejdstilsynskredse og embedslægeinstitutioner. Praktiserende læger, jordemødre og sundhedsplejersker har også en vigtig hygiejnisk funktion.

Historie

Forskellige foranstaltninger til forebyggelse af sygdom kendes langt tilbage i tiden, fx i form af pestforordninger og karantænebestemmelser, i Danmark dog specielt fra slutningen af 1700-t. Især blev hygiejnespørgsmålet aktuelt fra ca. 1840, da opmærksomheden navnlig rettede sig mod forbedringen af byernes sanitære forhold; koleraepidemierne i midten af 1800-t. var medvirkende hertil. Ganske vist var der uenighed om årsagen til kolera (se miasma), men ikke så meget om det nødvendige i at skabe ordentlige forhold i byerne, og gradvis begyndte etableringen af kloakering (se afløbssystemer og toilet), bedre drikkevandsforsyning m.m. I løbet af 1800-t. blev hygiejne stadig mere et spørgsmål om renlighed; dette bekræftedes yderligere med fremkomsten af bakteriologien i slutningen af århundredet. Årene omkring 1900 var dels præget af bakteriologiens udvikling, dels af forsøg på at styrke den almene modstandskraft med frisk luft, sollys, gymnastik, idræt m.m.

En grundig afvaskning af kroppen ved ugentlige besøg i badstuer var almindelig i senmiddelalderen. I løbet af 1500-t. blev badstuerne imidlertid lukket for at hindre udbredelse af syfilis. Det blev desuden anset for unødvendigt at vaske hele kroppen, idet man var begyndt at bruge linned, som lettere kunne vaskes. I hen ved 300 år derefter var den personlige hygiejne begrænset; kropsvask blev til tider betragtet som direkte amoralsk, og i de højere sociale lag blev parfume brugt til at dæmpe stanken, men fra midten af 1800-t. blev sammenhængen mellem renlighed og sundhed viet større opmærksomhed (se bad). I store dele af landbefolkningen og byernes underklasse vandt den personlige hygiejne først indpas et stykke ind i 1900-t. Tandbørsten kendes fra 1700-t., men blev først almindeligt udbredt fra 1900-t.s begyndelse.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig