Hydrocyklon, beholder, hvori partikler kan skilles fra en væske, ved at væsken bringes i hurtig rotation. I modsætning til en centrifuge står cyklonbeholderen stille, og rotationen kommer i stand ved, at væsken sendes tangentielt ind i cyklonen. Centrifugalkraften slynger partiklerne ud mod væggen, hvor de glider ned mod det koniske bundudløb. Dette er åbent i modsætning til udløbet fra en gascyklon (se cyklon).

Hydrocyklonen kan bruges både til klaring af væsker, dvs. fuldstændig fjernelse af partiklerne, og til klassifikation, dvs. adskillelse af store og små partikler. Effektive hydrocykloner skal være relativt små, og man må derfor ofte bruge et betydeligt antal i parallelkobling.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig