hvirvel (strømningsmønster)

Hvirvel dannet af kraftige vandstrømme ved vandkraftværket La Rance i NV-Frankrig.

.

Artikelstart

Hvirvel, strømningsmønster i en væske eller en gas. Hvirveldannelse kan fx iagttages, når vand strømmer ud af bunden af et badekar, hvor væskedelene udfører en roterende bevægelse omkring en lodret akse. I en simpel retlinjet strømhvirvel er væskehastigheden v omvendt proportional med afstanden r fra centrum og rettet langs tangenten til cirklen med radius r. Produktet af cirklens omkreds 2πr og hastigheden v er da uafhængigt af r. Dette produkt kaldes cirkulationen eller hvirvelstyrken. Som mål for, hvor meget væsken roterer i et lille område omkring et bestemt punkt, benyttes vorticiteten.

I en kvantevæske som superflydende 4He er cirkulationen kvantiseret, idet den kun kan antage værdier, der er hele multipla af h/m, hvor h er Plancks konstant og m massen af et He-atom.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig