hvaler (evolution)

Artikelstart

Hvaler (evolution), Både morfologiske og molekylære undersøgelser viser, at hvaler er nært beslægtede med parrettåede hovdyr, men har været adskilt fra disse gennem mindst 60 mio. år. Nye DNA-analyser (bl.a. danske) antyder endvidere, at hvalernes nærmeste nulevende slægtninge er flodheste, der også har visse tilpasninger til livet i vand. Hvalernes stamgruppe, urhvalerne (Archaeoceti), bør systematisk set omfatte alle de arter, der hverken hører til de naturlige grupper af tandhvaler eller bardehvaler, men en sådan inddeling er desværre endnu ikke foretaget. Urhvalernes (og urflodhestenes?) stamform var sandsynligvis et ulvestort, landlevende og kødædende hovdyr (traditionelt placeret i gruppen af uddøde mesonychier), der levede ved det varme, senere forsvundne Tethyshavs nordkyst i Paleocæn eller Tidlig Eocæn (ca. 65-50 mio. før nu).

De tidlige urhvaler havde veludviklede for- og baglemmer, så de også kunne bevæge sig på land. De havde en lang hale uden moderne hvalers halefinne og brugte nok mest lemmerne til at svømme med. Deres forlængede kranium med næsebor forrest på snuden havde et differentieret tandsæt (44 tænder) udformet som et rovdyrs, mens specialiseringer i øreregionen med bl.a. fortættet knoglestruktur antyder begyndende tilpasning til hørelse under vand.

Ud fra de geologiske lag og den tilhørende fauna på de steder, man har fundet fossiler, samt ud fra iltisotop-analyser af tandemaljen kan det sluttes, at de tidligst kendte former, Pakicetus og Nalacetus fra Tidlig Eocæn (ca. 50 mio. år før nu) i Pakistan var knyttet til floders ferskvand og muligvis færdedes ret meget på land. Derimod er den ca. 49 mio. år gamle Ambulocetus fundet i kystnære saltvandsaflejringer. Tandemaljen viser imidlertid, at dyret indtog ferskvand; måske fødte det som moderne sæler stadig sine unger på land. Indocetus fra Mellem Eocæn (ca. 47 mio. år før nu) levede langt overvejende i marine lavvandsområder, mens den samtidige Rodhocetus er fundet i dybere havaflejringer. Denne havde et forkortet lårben, og som hos senere hvaler voksede bækkenhvirvlerne ikke sammen, hvilket øger den lodrette bevægelighed af kroppen under svømning. Hos Protocetus (ca. 45 mio. år før nu) var der ikke forbenet kontakt mellem bækken og korsben, hvorfor den nok aldrig er kommet på land.

Adaptationen til et marint liv uafhængigt af land muliggjorde hurtig spredning i verdenshavene med deraf følgende opsplitning i mange nye arter. Basilosaurus fra Sen Eocæn (ca. 40 mio. år før nu), fundet i USA og Afrika, havde en 15-25 m lang, slangeagtig krop. Ligesom hos søkøer var ribbenene tunge som følge af fortættet knoglestruktur, sikkert for at forbedre balancen. De rudimentære baglemmer, uegnede til svømning, lå i hvileposition ind til kroppen og kan have været anvendt som hjælpeorganer hos hannerne under parringen.

Kaskelothvalerne er ifølge visse molekylære studier blevet grupperet sammen med bardehvaler, men med deres anatomiske specialiseringer er det fortsat en rimelig hypotese, at alle nulevende tandhvaler udgør en naturlig slægtskabsgruppe. DNA-analyser sammenholdt med fossilfund viser, at de moderne hovedgrupper af hvaler udspaltedes inden for et ret kort tidsrum i Sen Eocæn eller Oligocæn for ca. 35-25 mio. år siden, da en kraftig opblomstring af hvalformer fandt sted. De tidligst kendte bardehvaler (fx Llanocetus?, Aetiocetus og Mammalodon) var ligesom arkaiske tandhvaler fx squalodonter stadig i besiddelse af et differentieret tandsæt.

I Danmark er på Salling gjort fund af kranier og andre skeletdele fra Sen Oligocæn af dels squalodonter (ca. 27 mio. år gamle), dels små, ret primitive tandhvaler (ca. 25 mio. år gamle). Desuden er nær Gram fundet mange velbevarede fossiler af mellemstore bardehvaler og tandhvaler fra Sen Miocæn (ca. 7 mio. før nu).

Læs mere om hvaler.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig