husholdningsuddannelser

Husholdningsuddannelser, har i Danmark eksisteret i mere end 100 år med indhold inden for husholdningsfag og pædagogik i et samspil mellem teori og praksis. Den almene husholdningsuddannelse fås i folkeskolen i faget hjemkundskab som obligatorisk fag og som valgfag. Undervisning i husholdning kan også erhverves på efterskoler, i ungdomsskoler, på husholdningsskoler og på kurser for voksne under Folkeoplysningsloven. Emnerne for denne undervisning kan være kost, ernæring, miljø og bolig.

De erhvervsrettede husholdningsuddannelser

De erhvervsrettede husholdningsuddannelser foregår dels på erhvervsskoleniveau til ernæringsassistent, dels som videregående uddannelse til enten hjemkundskabslærer eller professionsbachelor i ernæring og sundhed.

Uddannelsen på erhvervsskoleniveau sigter imod praktiske opgaver; planlægnings- og ledelsesopgaver i offentlige og private institutionskøkkener. Ernæringsassistenten kan videreuddanne sig til procesteknolog, akademigastronom eller professionsbachelor i ernæring og sundhed.

Hjemkundskabslærere uddannes på CVU'er og lærerseminarier med linjefag i hjemkundskab med sigte på job i folkeskolen.

Professionsbacheloruddannelsen i ernæring og sundhed blev i 2001 etableret ved sammenlægning af uddannelserne til økonoma, klinisk diætist og ernærings- og husholdningsøkonom. Den sigter på at uddanne personer, der kan varetage kommunikations-, undervisnings-, ledelses- og behandlingsopgaver inden for ernæring, fysisk aktivitet, fødevarer, forbrug, service og husholdningsfaglige områder. Professionsbachelorer i ernæring og sundhed arbejder efter endt uddannelse som undervisere i forskellige skoleformer, som konsulenter i organisationer og erhvervsvirksomheder, som kliniske diætister, med produktudvikling i levnedsmiddelindustrien eller som cateringledere i offentlige eller private institutioner. Efteruddannelse til de videregående uddannelser foregår bl.a. gennem pædagogiske diplomuddannelser og ernæringsdiplomuddannelser. Professionsbachelorer i ernæring og sundhed har endvidere mulighed for videreuddannelse på kandidatniveau.

Uddannelser og uddannelsessted
Niveau Uddannelse Uddannelsessted
Erhvervsuddannelser Ernæringsassistent Institutioner for erhvervsrettet uddannelse
Gastronom Institutioner for erhvervsrettet uddannelse
Korte videregående uddannelser Procesteknolog Institutioner for erhvervsrettet uddannelse, CVU Øresund
Efteruddannelse på niveau med korte videregående uddannelser Akademigastronom Institutioner for erhvervsrettet uddannelse
Professionsbachelor-uddannelser Hjemkundskabslærer CVU'er og seminarier
Professionsbachelor i Ernæring og Sundhed CVU Sjælland, CVU Sønderjylland, Jysk CVU, Suhrs Seminarium
Efteruddannelse på niveau med professionsbachelor-uddannelser Pædagogiske diplomuddannelser CVU'er
Ernærings-diplomuddannelser CVU Sjælland, Jysk CVU, Suhrs Seminarium
Kandidatuddannelser Levnedsmiddelingeniør Det Biovidenskabelige Fakultet for Fødevarer, Veterinærmedicin og Naturressourcer, Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet
Human Ernæring Det Biovidenskabelige Fakultet for Fødevarer, Veterinærmedicin og Naturressourcer, Københavns Universitet

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig