Hurtigstål, højtlegeret værktøjsstål med stor hårdhed og slidstyrke; udvikledes omkring 1900 ved Bethlehem Steel Co., Pennsylvania. Det tåler en høj arbejdstemperatur, og som drejestål, bor, fræsere, savklinger m.m. betød det en revolution inden for teknologien og muliggjorde den moderne massefabrikation. I lang tid var 18-4-1 stålet (18% wolfram, 4% chrom, 1% vanadium og 0,7% kulstof) det mest anvendte; senere er andre typer kommet til, hvori en del af det vanskeligt tilgængelige wolfram er erstattet af molybdæn og cobalt. I de senere år har skær af hårdmetal overtaget mange af hurtigstålets opgaver.