hulrumsstråling

Hulrumsstråling, Planckstråling, elektromagnetisk stråling, der udsendes fra et absolut sort legeme. Den har en intensitet og en frekvensfordeling, som kun afhænger af det sorte legemes temperatur. Ifølge den klassiske fysik vil intensiteten af denne stråling vokse ubegrænset med voksende frekvens (aftagende bølgelængde).

Denne "ultraviolette katastrofe", der er i åbenlys modstrid med observationer, var et påtrængende teoretisk problem i slutningen af 1800-t. Den tyske fysiker Max Planck viste i 1901, at katastrofen forsvandt, hvis han antog, at legemet kun kunne udveksle energi med strålingsfeltet i mindsteportioner (kvanter), hvis størrelse var givet ved hν, hvor ν er frekvensen, og h er Plancks konstant.

Antagelsen var til Plancks egen bekymring helt uden teoretisk begrundelse. Den gav imidlertid en korrekt beskrivelse af hulrumsstrålingen og blev herved nøglen til udviklingen af kvantefysikken, der var et radikalt brud med den klassiske fysik. Et absolut sort legeme kan realiseres som et hul ind til et hulrum, hvis indre er udformet således, at stråling, der udefra rammer hullet, ikke er i stand til at undslippe igen. Ved høje temperaturer vil alle legemer med tilnærmelse udsende stråling med et frekvensspektrum beskrevet ved Planck-fordelingen.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig