Hulrumsfløjte, karfløjte, fløjteinstrument, hvis legeme i stedet for et rør består af et hulrum. Hulrumsfløjten har været kendt til alle tider og i alle kulturer. Den kan enten blæses direkte mod blæsehullets kant eller igennem en blæsetud. Nogle hulrumsfløjter har fingerhuller, andre har kun blæsehullet. Hulrumsfløjter findes i forskellige udformninger, ofte dyreskikkelser, og i forskellige materialer, fx ler og porcelæn eller udhulede frugtskaller. I Danmark kendes hulrumsfløjten under betegnelsen piv-i-røv-fløjte. En af de mest populære hulrumsfløjter er ocarinaen (egl. 'lille gås'), der blev opfundet i midten af 1800-t. i Italien.