Hulmur, ydervægskonstruktion bestående af to selvstændige mure forbundet af bindere. Den hule mur anvendes for at opnå større varmeisoleringsevne, hindre fugtophobning fra slagregn i den inderste del af muren og for at spare mursten. Hulmure benyttes ved mure, der ikke udsættes for store belastninger, oftest i enfamilieshuse.

Oprindelig bestod den hule mur af to halvstensmure, 11 cm tykke, adskilt af et ca. 8 cm bredt mellemrum. Af hensyn til murens stabilitet blev de to murskiver holdt sammen af faste bindere, dvs. mursten. For at opnå bedre varmeisolering er disse blevet erstattet af bindere med mindre varmeledningsevne, fx galvaniseret ståltråd, og der indlægges nu mineraluld mellem de to murskiver.

I dag betegner hulmur også ydervægskonstruktioner, hvor den inderste bærende del af vægkonstruktionen kan være af letbeton eller af betonelementer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig