Skovhullæbe (Epipactis helleborine) er den almindeligste art af hullæbe i Danmark. Til venstre ses en hel plante. Øverst til højre ses en gammel blomsterstand med frugter, som for længst har åbnet sig ved længdespalter og ladet vinden sprede de meget små frø. Nederst til højre ses en blomst fra to vinkler. Bemærk det modificerede, midterste kronblad (den såkaldte læbe), som består af en skålformet indre del og en flad ydre del. Slægtens navn, hullæbe, henviser til læbens skålformede del.
Hullæbe er en planteslægt i orkidéfamilien. Slægten indeholder ca. 25 arter, hvoraf seks forekommer i Danmark. Alle arterne er jordboende, flerårige urter. Hos nogle arter bestøves blomsterne af insekter, mens andre arter har selvbestøvende blomster.
Epipactis
Slægten hullæbe består af ca. 25 arter, som tilsammen er udbredt i Europa, Asien, Afrika og Nordamerika. Den største koncentration af arter findes i Mellemeuropa og Middelhavsområdet. I Danmark forekommer seks arter:
Blandt disse er skovhullæbe almindelig i landets østlige dele. De øvrige arter er temmelig sjældne til meget sjældne.
Alle arter af hullæbe er jordboende, flerårige urter med en underjordisk jordstængel. Fra jordstænglen udgår blomstrende skud, som bærer spredte blade og ender i en klase. Hos de fleste arter er blomsterne overvejende grønlige, men de kan også være domineret af gule eller purpurrøde farver. Blomstens midterste kronblad er stærkt modificeret og kaldes for læben. Læben er ofte mere eller mindre hvid. Den er ved en indsnævring på midten inddelt i en konkav til skålformet indre del og en flad ydre del. Den indre del udskiller nektar. Blomsten har kun én støvknap, og i den er pollenet samlet til to støvkøller. Støvfanget har ofte en veludviklet, steril spids, der udskiller en limdråbe lige ud for støvkøllerne.
De fleste arter af hullæbe vokser udelukkende i skov, men slægten er også repræsenteret i krat, kær, enge og klitter. Takket være veludviklet mykorrhiza med især sæksporesvampe kan mange arter leve helt underjordisk i adskillige år. Af og til ses individer, hvor alle plantens overjordiske dele er rent hvide til violette. Sådanne individer kan ikke lave fotosyntese og er derfor totalt afhængige af deres svampe som kulstofkilde gennem hele livet.
Hos mange hullæber danner støvfangets sterile spids en barriere mellem støvknappen og støvfangets modtagelige del. Disse arter bestøves af insekter, der normalt besøger blomsterne for at æde af nektaren. I nogle tilfælde bidrager mange arter fra vidt forskellige insektgrupper. I andre tilfælde bestøves blomsterne næsten kun af fx svirrefluer eller sociale gedehamse. Når insektet sætter sig på blomstens læbe og stikker munddelene ned i dens indre del, støder det hovedet eller forkroppens ryg mod limdråben på støvfangets sterile spids. Derved fæstnes de to støvkøller til dyret. Hver gang insektet derefter besøger en hullæbeblomst, støder dets medbragte støvkøller mod støvfangets modtagelige del og afsætter en større eller mindre mængde pollen.
Visse arter af hullæbe er selvbestøvende, idet støvfangets sterile spids mangler eller er stærkt reduceret. Dermed er der ingen barriere mellem støvknappen og støvfangets modtagelige del, og der dannes heller ikke nogen limdråbe, som kan fæstne støvkøllerne til et besøgende insekt. Selvbestøvningen sker, når støvknappen åbner sig og giver støvkøllerne mulighed for at falde eller smuldre direkte ned på støvfangets modtagelige del. Den evolutionære overgang fra insektbestøvning til selvbestøvning er sket flere gange inden for slægten.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.