Huaxtekere, huasteca, gruppe indianere i San Luis Potosí og det nordlige Veracruz i det østlige Centralmexico; gruppen omfatter ca. 66.000. Huaxtekernes sprog tilhører mayasprogfamilien, men er geografisk adskilt fra alle andre mayasprog, idet disse sprog tales i ét sammenhængende område i Guatemala og Mexico 2000 km sydøst for huaxtekerne. Huaxtekisk er det mest afvigende af mayasprogene; det er imidlertid uklart, om forskelligheden skyldes påvirkning fra de nye nabosprog, eller at huaxtekerne er vandret mod nord meget tidligt.

Før den spanske kolonisering indgik huaxtekerne i aztekernes tributsystem. I 1800-t. gjorde de flere gange oprør, bl.a. pga. konfiskering af deres landbrugsjord. Huaxtekerne lever stadig som bønder og dyrker bl.a. majs og kaffe.

Navnet La Huasteca bruges om et område, der er større end det, huaxtekerne bebor i dag.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig