Hooliganisme. Tribunen på Heysel Stadion 29.5.1985, hvor 39 fodboldtilskuere mistede livet, bl.a. fordi en tilstødende mur kollapsede.

.

Hooliganisme er voldelige aktiviteter mellem rivaliserende tilhængere i forbindelse med fodboldkampe. Denne type tilhænger kaldes hooligans. Hooliganisme er opstået i England og er siden midten af 1960'erne blevet et stigende problem både i og uden for Storbritannien.

Faktaboks

Etymologi
Ordet hooliganisme kommer af engelsk hooligan 'bølle, voldsmand', muligvis efter Patrick Hooligan, der var leder af en gruppe forbrydere, der lavede ballade i London i slutningen af 1800-tallet, og -isme.

Den traditionelle rivalisering mellem de spillende klubbers tilhængere sker med rituelle aktioner som sange og fællesbevægelser på stadion. Men som en udvidelse af en gruppeidentitetsdannelse for visse tilhængere er vold og optøjer på og uden for stadion blevet en del af denne tilhængeroptræden.

Med en øget kontrolindsats fra myndighedernes side har hooliganismen udviklet sig til også at omfatte udfordringer og aktioner mod ordensmagten både inden for og uden for fodboldstadioner. Voldelige sammenstød mellem tilhængere fra forskellige lande ses ofte i forbindelse med store fodboldarrangementer, fx Europamesterskaber og Europa Cup-finaler.

Også i andre verdensdele og inden for andre store holdsportsgrene er der lejlighedsvis opstået tilskuerproblemer, men i alvor og omfang har de ikke hidtil kunnet måle sig med hooliganismen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig