Honestiores, medlemmer af de øverste lag i romersk kejsertid i modsætning til humiliores ('de lavere'). Honestiores omfattede senatorer, riddere, decurioner og veteraner. De besad en række retslige forrettigheder især inden for strafferetten; de fik mildere former for straffe for visse forbrydelser end humiliores, fx kunne de ikke idømmes en vanærende straf som korsfæstelse, men blev i stedet halshugget. De kunne desuden ikke udsættes for tortur.