homøostase

Homøostase er opretholdelse af indre ligevægt; i biologien det forhold, at systemer og organer i legemet virker ind på hinandens funktioner, fx ved feedback-mekanismer, således at det indre miljø holdes inden for snævre grænser.

Faktaboks

etymologi:
Ordet homøostase kommer af græsk homoios 'lignende' og stasis 'stilstand'.

Ved homøostase opretholdes fx en konstant forsyning af næringsstoffer og ilt til cellerne. Balancerne kan forskydes, men det sker oftest i forbindelse med normale ændringer af adfærd, fx under søvn, eller som reaktion på hændelser i omverdenen, fx kamp mod artsfæller eller rovdyr. Se også feedback.

For homøostasens opretholdelse er det nødvendigt, at miljøet opfylder visse basale betingelser og kun varierer inden for visse grænser. Menneskelegemet skal fx stedse tilføres den nødvendige væske og føde og er følsomt over for alt for store svingninger.

Blodkredsløbet spiller en essentiel rolle som regulator af homøostasen. Via blodet bringes næring, hormoner og ilt til kropscellerne, og affaldsstoffer væk fra dem. Organernes blodtilførsel reguleres af det autonome nervesystem via dets indflydelse på hjertets pumpefunktion og pulsårernes sammentrækning. Men også hormoner påvirker kredsløbet, både direkte og ved at fremkalde forskydninger i legemsvæskernes mængde og sammensætning.

Basalt i menneskehjernen findes centre, hvor hormonale signaler og autonome nerveimpulser bearbejdes sammen med psykiske funktioner, og i disse områder foregår en vis kontrol med kroppens homøostase.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig