Holocaustbenægtelse er en antisemitisk ideologi, som hævder, at Nazitysklands forsøg på at tilintetgøre europæisk jødedom under 2. Verdenskrig aldrig fandt sted. Benægtelsen af den historiske begivenhed sker på trods af, at holocaust er et af de bedst dokumenterede folkedrab i historien. Benægtere hævder, at jøderne har opdigtet holocaustmyten for at opnå økonomisk fordel i form af krigserstatninger og politisk fordel i form af en kollektiv skyldfølelse i den vestlige verden, der kunne retfærdiggøre grundlæggelsen af Israel og den senere opbakning til den jødiske stat.

Benægterne kalder sig selv revisionister. Betegnelsen er misvisende, da de affejer, og netop ikke reviderer etablerede forskningsresultater. Holocaustbenægtelsen centrerer sig om tre områder: Der fandtes ikke udryddelseslejre og gaskamre; anlæggene var til anden brug. Vidneudsagn som fx Anne Franks dagbog er fabrikeret efter krigen. Tallet seks mio. jødiske ofre for holocaust er kunstigt pustet op. Der findes – ifølge holocaustbenægterne – ikke dokumenterede planer for og ordrer om at udrydde jøderne. Overdødeligheden blandt jøder under nazismen hævdes at skyldes krigstidens afsavn, nød, sult, smitsomme sygdomme og kriminelle handlinger som fx jøder, der myrdede jøder.

Afvisningen af holocaust som historisk kendsgerning kommer fra flere retninger: fra nynazister og de antisemitiske organisationer som fx Ku Klux Klan, fra den europæiske venstreekstremisme samt fra radikale islamister i den arabiske og muslimske verden i forening med højreekstremister som fx den iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad eller den palæstinensiske bevægelse Hamas.

Holocaustbenægtelse betragtes som en forbrydelse i Belgien, Frankrig, Litauen, Polen, Rumænien, Schweiz, Tjekkiet, Slovakiet, Tyskland, Østrig og Israel, og den straffes med bøde eller fængsel (se bl.a. David Irving). I Danmark, hvor holocaustbenægtelse er tilladt, bæres den frem af en lille kreds bestående af pronazister, antisemitter og racister, bl.a. i Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig