Holistisk medicin, samlet betegnelse for en række behandlinger og undersøgelsesmetoder, der er omfattet af begrebet alternativ medicin, fx healing, homøopati og visualisering. Alternative behandlere henviser til, at de i særlig grad anlægger et holistisk syn på sygdom og sundhed. Det anføres også, at holistisk medicin udgør et alternativt paradigme, der ikke lader sig vurdere med naturvidenskabelig tankegang. Der arbejdes dog ikke inden for et egentligt paradigme, idet holistisk medicin hverken er et veldefineret fagområde eller udgør et konsistent problemsæt og er uden videnskabelig tradition.

Begrebet dukkede op i slutningen af 1960'erne som et new age-fænomen og beskrives i reglen med brede formuleringer, såsom at "mennesket ikke blot er en maskine af kød og blod, men har følelser, personlighed osv.", "helheden er mere end summen af delene" eller "mikrokosmos er billede på eller indeholder makrokosmos". Idet holisme er det komplementære begreb til reduktionisme, opfattes holistisk medicin som modsætning eller alternativ til den autoriserede medicin (skolemedicin), hvis udøvere menes at arbejde ud fra en reduktionistisk tankegang, den såkaldte apparatfejlsmodel. Apparatfejlsmodellen er forkætret, men er ofte anvendelig. Blandt mange eksempler er insulinbehandling af sukkersyge (diabetes mellitus), operation for tarmslyng og påvisning og behandling af nyresten. Det har dog siden Hippokrates været god lægegerning at se patienten som en helhed, hvor sygdomstilstanden også vurderes i en psykologisk og social sammenhæng.

Et helhedssyn kan ikke undværes i lægekunsten, og mange af de idéer, der hævdes at karakterisere holistisk medicin, er ikke nye, men gammelkendte sandheder: "Sjæl og legeme hænger sammen", "den mentale tilstand påvirker den legemlige, og den legemlige tilstand påvirker den mentale". Forfatteren Hans-Jørgen Nielsen har kaldt holisme for reduktionisme på højt plan, og med holistisk medicin leveres da også nogle forenklinger, idet sygdomme reduceres til at have enkeltstående, altforklarende årsager.

Med vendingen at "enkeltdelen indeholder helheden", reduceres diagnostik og behandling af sygdomme i hele kroppen til at kunne ske via tungen ved tungediagnostik, øret ved øreakupunktur, øjet ved irisdiagnostik, fodsålen ved zoneterapi og ryggen ved kiropraktik.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig