Hoffourer, (2. led af fr. fourrier, egl. 'den, der sørger for foder'), ledende hoffunktionær, der er ansvarlig for hofhusholdningens mangeartede praktiske opgaver i hverdag og til fest. Hoffoureren leder staben af hoffunktionærer, der yder regenten personlig opvartning og service. Hoffoureren forestår den praktiske tilrettelæggelse og afvikling af gallamiddage og fester, indkvartering af gæster ved officielle og private besøg m.m.