hjul og stejle

Hjul og stejle, en skærpet form for dødsstraf i ældre tid, bl.a. anvendt for rovmord. Straffen bestod i, at den dømte i levende live blev radbrækket, hvorefter hans krop blev flettet ind i egerne på et hjul, som senere blev anbragt på en opretstående stang, en stejle. Undertiden blev den dømtes legeme først anbragt på hjulet, efter at han var blevet henrettet.

Hjul og stejle anvendtes adskillige steder i Europa. I Danmark var straffen hjemlet i lovgivningen indtil Straffeloven af 1866, men blev i 1700- og 1800-t. ofte formildet til halshugning eller livsvarigt fængsel.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig