hjernehindeblødning

Hjernehindeblødning, blødning i hjernehinderne mellem kraniet og hjernen; inddeles i epiduralblødning mellem kraniet og den yderste, hårde hjernehinde (dura mater), subduralblødning under den hårde hjernehinde (mellem dura mater og arachnoidea mater) og subaraknoidalblødning mellem de to bløde hjernehinder (arachnoidea mater og pia mater).

Epiduralblødning og subduralblødning optræder i tilslutning til hovedtraume eller kvæstelse af kraniet (kranietraume), hvorved der kan fremkomme læsion af et af hjernehindens blodkar pga. et kraniebrud. Hvis blødningen er af en tilstrækkelig størrelse, optræder der hurtigt bevidstløshed og andre tegn på stigende hjernetryk, som må behandles operativt.

Subaraknoidalblødning skyldes i 70 % af tilfældene en bristning af et aneurisme, som er en sækformet udposning på en af hjernens pulsårer (se aneurisme (aneurismer i hjerneblodkarrene)). De øvrige tilfælde skyldes blødning fra en medfødt misdannelse med en unormal forbindelse mellem en arterie og en vene (arteriovenøs malformation), kranietraumer (se hjernekvæstelse), hjerneblødning eller overdoseret antikoagulationsbehandling (se blodprop).

Ved et bristet aneurisme begynder symptomerne i typiske tilfælde akut med pludselig, stærk hovedpine ("smæld i hovedet") efterfulgt af bevidstløshed og neurologiske symptomer, der afspejler, hvor i hjernen blødningen er sket, fx sprogforstyrrelse (afasi) eller halvsidig lammelse (hemiparese). Blødningen optræder ofte i tilslutning til psykisk eller fysisk anstrengelse, fx samleje eller løft af tunge byrder. De fleste patienter udvikler nakkestivhed inden for det første døgn. Diagnosen stilles ved CT-scanning eller påvisning af blod i spinalvæsken udhentet ved rygmarvsprøve (lumbalpunktur). Ved mistanke om aneurisme foretages hjerneangiografi.

Behandlingen er sengeleje, ro, smertestillende midler og behandling af evt. blodtryksforhøjelse, indtil en endelig behandling kan foretages, enten lukning af aneurismet gennem blodkarrene i tilslutning til angiografien (såkaldt coiling) eller ved direkte åben operation med lukning af aneurismet. Dødeligheden er ca. 40 %, men afhænger af årsagen til blødningen. Mange af de overlevende patienter bliver helt raske, mens andre kan have blivende følger, fx hukommelsesbesvær eller halvsidig lammelse.