historisk antropologi

Historisk antropologi, samlebetegnelse for en række nyere bestræbelser på at anvende antropologiske teorier og metoder i analysen af historisk kildemateriale.

Især i efterkrigstiden har historieforskningen vendt opmærksomheden bort fra de store, officielle nationale og internationale begivenheder og hændelsesforløb for i stedet at koncentrere sig om de lange linjer i bl.a. demografiske, økologiske, økonomiske og sociale forhold og om hverdagslivet og undertrykte marginale gruppers historie. Annalesskolens, den tyske samfundshistories og den engelske socialhistories forsøg på at komme bag om "begivenhedshistorien" har været med til at fremme interessen for studiet af livsformer og grupper, som kun i ringe grad eller slet ikke benytter sig af skriftlige medier og derfor appellerer til antropologiske tolkninger og teorier.

Moderne antropologi er baseret på feltarbejde og deltagerobservation, ofte i skriftløse grupper og kulturer. Gennem analyser af det sociale og kulturelle liv har antropologien ikke mindst i forbindelse med tolkning af myter, ritualer og symboler udviklet et omfattende sæt analyseredskaber, som også kan anvendes på skriftlige kilder og andre levn fra fortiden.

Historisk-antropologiske studier beskæftiger sig i reglen netop med samfundsgrupper, der ikke selv har efterladt sig skriftlige kilder i større omfang, og hvis kultur og verdensbillede derfor kun kan rekonstrueres indirekte gennem en "skæv" læsning af retsprotokoller, testamenter, lovtekster, prædikener, almanakker, folkebøger etc. Eksempler er Carlo Ginzburgs Il formaggio e i vermi (1976, Osten og ormene), som er en rekonstruktion af en norditaliensk møllers verdensbillede i 1600-t., og Emmanuel Le Roy Laduries helhedsbillede af livet i en pyrenæisk middelalderlandsby i bogen Montaillou (1975, da. 1986). Se også etnohistorie.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig