historie (Historieskrivningens ældre stadier)

Homer. Portrætbusten af typen Den Blinde Homer er en romersk marmorkopi fra ca. 100 e.Kr. efter en græsk original fra ca. 150 f.Kr. Busten findes på Glyptoteket i København, der også har et eksemplar af en ældre type uden dette træk.

.

Niccolò Machiavelli. Portræt fra 1500-t. af den italienske politiker og forfatter.

.

Historie. Et ydre pres på et land skærper som regel folkets historiske bevidsthed. Således også i Danmark efter det ydmygende nederlag til Preussen i Den Slesvigske Krig i 1864. Nederlaget forstærkede de danske kunstneres interesse for historiemaleriet. Motivvalget var i reglen kendte situationer fra middelalderen og renæssancen. Her Carl Blochs maleri fra 1871 Christian 2. på Sønderborg Slot; Frederiksborgmuseet.

.

Historie (Historieskrivningens ældre stadier), Kronologisk begynder den lange udvikling frem til den nuværende vestlige historieforståelse i de antikke Middelhavskulturers forestillinger om guddommes afgørende indgriben i menneskenes verden. I Grækenland kom en sådan historisk bevidsthed til udtryk i de mundtligt overleverede myter, der omkring 700 f.Kr. samledes i Iliaden og Odysseen, som tillægges Homer. Den egentlige græske historieskrivning blev grundlagt af Herodot, der i midten af 400-t. f.Kr. i det første overleverede prosaværk i Vesten skrev om stridighederne mellem persere og grækere, som kulminerede i Perserkrigene 480-479 f.Kr. Hans efterfølger Thukydid, hvis emne var Den Peloponnesiske Krig 431-404 f.Kr., anlagde en konsekvent magtpolitisk synsvinkel, og hans kritisk analyserende værk fik stor betydning for oldtidens såkaldte pragmatiske historieskrivning og senere for renæssancens historikere og statstænkere. Den græske historiker Polybios, som levede i Rom i 100-t., skrev i den pragmatiske tradition om Roms vej til verdensherredømmet. Romerne lærte genren af grækerne, og forfattere som Sallust, Livius og Tacitus gjorde romersk historieskrivning til en etisk genre, hvor man gennem fortidens hændelser skulle kunne drage en nyttig lære til brug i samtiden (se romersk historieskrivning).

Afgørende for historieskrivningens videre udvikling blev kristendommens sejr i Europa. Historien blev nu tolket ud fra et universalhistorisk synspunkt, hvor Guds frelsesplan var styrende. Det mest indflydelsesrige værk i denne forbindelse var Orosius' Historie mod hedningene fra ca. 420. Orosius, som oprindelig var elev af Augustin, anskuede det kristne Romerrige som repræsentant for det sidste verdensrige inden dommedag. Hans opfattelse af udviklingen som styret af Guds konkrete domme i samtiden over menneskers handlemåde blev afgørende frem gennem middelalderen. I forlængelse af folkevandringstidens nye statsdannelser i 500-t. opstod endnu en ny genre, folkeslagshistorien, med navne som Jordanes, Isidor af Sevilla og Paulus Diaconus (se også middelalder).

Et nyt trin i udviklingen indtraf med renæssancehistorikerne. Nicollò Machiavelli og Francesco Guicciardini greb tilbage til den antikke pragmatiske tradition og frisatte mennesket fra den guddommelige almagt. Store mænd antoges at kunne øve indflydelse på historien; de kunne handle og lære af deres handlinger (se også renæssance).

I 1600- og 1700-t. trivedes en filosofisk-litterær og en lærd retning side om side. Den filosofiske historieskrivning tæller navne som Voltaire og Montesquieu, og det berømteste litterære historieværk fra perioden er skrevet af briten Edward Gibbon, The Decline and Fall of the Roman Empire (1776-88).

Den lærde retning var især udbredt i Tyskland; blandt repræsentanterne kan nævnes Justus Möser, som mente, at dokumenter var at foretrække frem for alle andre kildetyper, og Johann Gatterer i Göttingen, som stiftede det første egentlige institut for historiske studier.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig