historie (Historiefagets fremtid)

Historie (Historiefagets fremtid), Historiens vilkår præges ved overgangen til 2000-t., ikke mindst i Danmark, af den ejendommelighed, at dens identitet som fag er knyttet til et begrebsapparat, kildekritikken, der blev til i 1800-t., da opfattelsen af videnskabelighed var en anden end i dag. Såfremt man indskrænker sig til at betragte kildekritikken som et nyttigt værktøj til sortering af en historisk undersøgelses materiale, er værktøjets alder ikke nødvendigvis noget problem. Flytter imidlertid videnskabsopfattelsen i skikkelse af den kompromisløse empirisme med, har det gennem de seneste årtier vist sig, at terminologien skaber vanskeligheder for historisk arbejde med fx ånds- og kunsthistoriske problemstillinger. Dertil kommer, at dette teoretiske standpunkt, som med urette tillægges Kr. Erslev, der forlod det allerede i 1911, skaber en stadig dybere forståelseskløft mellem empiristiske historikere og udøverne af andre humanistiske videnskaber som litteraturvidenskab og antropologi.

Endnu i 1990'erne kan der inden for faget forekomme debatter mellem kildekritiske traditionalister, for hvem det er utilgiveligt at føje noget udefra til kilden, som er kilde i sig selv, og tilhængerne af et funktionelt kildebegreb, for hvem kilden gøres til kilde i lyset af forskerens problemstilling. En opblødning af fronterne er dog i gang under indtryk af grøden i international historievidenskab og i og med, at historikerne, når samtalen kommer i gang, viser sig at have gjort lignende erfaringer som de øvrige humanvidenskaber, men blot indbygget dem i en anden sprogbrug. For en historieforskning, der ikke søger den absolutte sandhed, men som sætter sig det mere ydmyge mål at sige det mindst forkerte om et emne, synes der da at åbne sig uanede perspektiver i 2000-t.