high tech

Artikelstart

High tech, fortrinsvis britisk arkitekturstrømning, der dels bygger på en fascination af den moderne teknologi, dels insisterer på ærlighed over for den teknologiske tidsalder. High techs foretrukne materialer er stål og glas, og dens udtryk domineres i reglen af en stærkt eksponeret bygningskonstruktion.

Faktaboks

Etymologi
Begrebet high tech er en forkortelse af am.eng. high technology 'højteknologi'.

High tech har rødder i den modernistiske bevægelse og opstod bl.a. under påvirkning fra arkitektgruppen Archigrams science fiction-projekter i 1960'erne. Gennembruddet kom med Pompidoucentret (1977) i Paris af Richard Rogers og Renzo Piano.

Andre hovedværker er Michael Hopkins' eget hus (1976) i London, Norman Fosters Renault Distribution Center (1982) i Swindon og Hongkong and Shanghai Banking Corporation (1986) i Hongkong, Richard Rogers' Lloyd's of London (1986) og Nicholas Grimshaws Waterloo Station (1993), begge i London. High tech-arkitekturen har aldrig rigtig slået an i Danmark.

High tech slog også igennem i interiørdesign, hvor genstande fra fabrik og kontor vandt indpas og fik en afsmittende virkning på visse designere. Blankt stål, få farver og ingen ornamentik lod struktur og materiale få første prioritet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig