Heterokaryon, (af hetero- og gr. karyon 'kerne'), celle med to kerner af forskellig oprindelse; kendes bl.a. fra sæksporesvampen Neurospora crassa, der kan danne heterokaryote svampetråde (mycelier), hvilket fx udnyttes i studiet af arveligt betingede stofskiftedefekter: Hvis kerner fra to svampeindivider, der tilsyneladende har samme stofskiftedefekt, kan samles i et heterokaryon uden defekt, er de tilgrundliggende mutationer forskellige og sandsynligvis, men ikke nødvendigvis, lokaliseret i forskellige gener.

Ved fusion af andre organismers celler i cellekultur kan man opnå en tilsvarende situation. Analyser af heterokaryer dannet ved fusion af menneskeceller har fx muliggjort karakterisering af ni genetisk forskellige kategorier af den arvelige hudsygdom xeroderma pigmentosum, en sygdom, der skyldes defekter i de enzymer, der normalt reparerer cellernes DNA efter stærk lyspåvirkning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig