Hestesko er beslag, som pålægges hestes hove med det formål at undgå for stort slid. Udformningen afhænger bl.a. af hestens størrelse, brug og type. Beslaget følger hornets vækst (se heste om hestens hov), og derfor må skoene fornys eller lægges om hver 6.-8. uge. Er hesten halt, eller bevæger den sig på anden måde uregelmæssigt, kan ændringer af skoenes form og vægt afhjælpe problemet, specielle sygebeslag kan fx lindre og rette smertende bevægelsesmønstre. Hestebeslag udføres og påsættes af faguddannede beslagsmede.
hestesko
Hestesko udbredt i Danmark. Øverst tv. en keltisk hestesko fra ca. 1100-1300. I midten en spansk hestesko fra ca. 1300-1500. Nederst th. en gammeltysk hestesko fra ca. 1500-1650. Denne type kaldes herefter svenske hestesko på grund af de mange tabte sko fra de svenske ryttere under Karl Gustav-krigene 1657-1660. Moderne hestesko dukker op omkring 1800. Illustration fra Per Ole Schovsbos Landtransport i Danmark (2018) efter Chr. Heilskov Rasmussen og Ib Møller: Heste i Danmark (2007).
Tre forskellige hestesko
Af
Chr. Heilskov Rasmussen og Ib Møller/Per Ole Schovsbo.
Licens:
Begrænset anvendelse
Symbolik
En hestesko fundet på vejen blev i folketroen oprindelig regnet for et effektivt ondtafværgende middel mod spøgelser, troldtøj, hekse og folk med "onde øjne". De blev skræmt væk af jernets magiske kraft. Man lagde fx en hestesko i barnets vugge, man sømmede den fast til smørkærnen, og man satte den over døren eller på dørtærsklen til stuehus og stald. Ved at holde det onde ude bringer hesteskoen ifølge folketroen lykke. Nogle mener, at den skal hænge med buen nedad, for ellers "løber lykken ud", andre, at den skal vende opad som en "lykkens port".
Arkæologi og historie
Øverst (4) en hestesko fremstillet i 1923 på Københavns Hesteskofabrik, som producerede over 1 mio. hestesko årligt. Nederst (5) en danskfremstillet sleipnersko. På hoven sættes en basisdel af rustfrit stål og oven på denne en stødabsorberende slidsål af polyuretan, der reducerer hovens anslagskraft med 80 % i forhold til jernsko.
De ældste arkæologiske fund i Europa af fastnaglede hestesko er i den frankiske kong Cilderich 1.'s grav fra år 482 i Tournay i det nuværende Belgien. Hestesko af denne type (fliksko) kom først i bred anvendelse i 500-600-tallet i det nuværende Frankrig som karolingiske eller keltiske hestesko. Skoen var smedet af tyndt jern, og skoens udlinje var bølget for at give plads til de omkring seks søm. Ved armenes ombøjning fremkom små hager. Denne type fik i 1000-1200 tallet almindelig udbredelse i Sydskandinavien.
Korstogene 1100-1200 medførte en vid udbredelse af den såkaldte spanske hestesko, der havde kraftige hager og stor bredde ved tåen. De 6-8 sømhuller var placeret i en rende. Denne skotype (toffelsko) fik almindelig udbredelse i Skandinavien i løbet af 1300-tallet indtil 1500, hvor den brede gammeltyske hestesko vandt indpas. Frem til 1700 var disse sko fremstillet af tyndt gods (svenske sko) og omkring 1800 blev de tykkere og smallere, fordi vejene blev hårdere.
1 Omkring 100 e.v.t. begyndte romerne at lave hestebeslag af fx jern og bronze som den viste jernhestesandal eller hipposandal (tv.), der fæstnedes til hoven vha. læderremme gennem sandalens bagudvendte krog og fremadvendte bøjle. 2 Isbrodder, der skulle sikre fodfæste på is, kendes fra Sverige og Norge fra 500-tallet; den viste (i midten) er fra vikingetiden. 3 Spansk hestesko fra 1300-1400-tallet (th.). Denne slidstærke sko blev udviklet omkring korstogstiden, da hestene efterhånden var blevet større, og jernet billigt. Rundingen (rejsningen) fortil er med til at give en bedre afvikling af skridtet, og bagtil var klinkhager rettet fremad til sikring af fodfæste ned ad skråninger.
Læs mere i Den Store Danske
- beslagsmed
- heste (herunder om hestens hov)
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.