Heroinbehandling, vedligeholdelsesbehandling af narkomaner med heroin mhp. standsning af et illegalt misbrug. Lægeordineret heroin blev anvendt i USA og Storbritannien til behandling af morfinmisbrugere i 1920'erne. I slutningen af 1960'erne blev heroinbehandling af heroinmisbrugere også anvendt i det britiske sundhedsvæsen. Vedligeholdelsesbehandling af stofmisbrugere har i de fleste lande, herunder Danmark, helt overvejende været gennemført med metadon siden 1960'erne.

Det videnskabelige grundlag for værdien af behandling med lægeordineret heroin var gennem mange år usikkert. I Schweiz blev der i slutningen af 1990'erne gennemført en større undersøgelse, der viste, at lægeordineret heroinbehandling kunne gennemføres uden særlige problemer og tilsyneladende med et positivt resultat med hensyn til misbrugernes sociale og helbredsmæssige situation. En særlig evaluering af undersøgelsen foretaget af WHO konkluderede dog, at det ikke kunne fastslås, om det positive resultat var forårsaget af heroinbehandlingen eller den samtidigt gennemførte socialpædagogiske indsats.

I begyndelsen af 2002 offentliggjorde en særlig nedsat hollandsk komité resultaterne af en undersøgelse, som var gennemført i årene forud af ca. 600 svært belastede heroinmisbrugere, der indgik i et forsøg med dels rygeheroin og dels intravenøst heroin, begge givet under lægekontrol samtidig med metadon. Denne undersøgelse fastslog, at der var en sikker positiv effekt på de helbredsmæssige og sociale forhold af behandlingen uafhængigt af de samtidigt anvendte socialpædagogiske og psykosociale foranstaltninger. Komitéen indstillede til den hollandske regering, at der blev åbnet for et generelt behandlingstilbud til denne gruppe af heroinmisbrugere baseret på den model, der var anvendt i undersøgelsen, og som var meget resursekrævende.

Efter offentliggørelse af resultatet af den schweiziske undersøgelse har det i Danmark været debatteret, om lægeordineret heroinbehandling skal benyttes her i landet. Meningerne har været delte blandt politikere, misbrugsbehandlere samt misbrugere og disses pårørende. Efter det hollandske forsøg har tilhængerne af et forsøg i Danmark fået yderligere styrke. Sundhedsstyrelsen har erklæret sig som modstander af et forsøg og i stedet peget på en styrkelse af de eksisterende behandlingstilbud. I maj 2002 tilsluttede et stort flertal i Folketinget sig dette synspunkt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig