Helligsted, indviet, evt. bebygget område, udskilt fra det omgivende samfund og forbeholdt religiøse formål, fordi hellige magters nærvær erfares på stedet (se fx 1. Mos. 28,10-20).

Helligsteder kendes i alle kulturer, ofte forbundet med særlige naturfænomener, grotter, bjerge, floder, træer osv. Hver religion har sine helligsteder.

Gennem hinduismens lange historie har helligsteder været mange og yderst varierede; de rækker fra tre slangeguder i sten på en forhøjning mellem to hellige træer ved indgangen til en sydindisk landsby og til en nærliggende storby med et omfattende tempelkompleks, hvis indgang er 70 m høje, skulpturdækkede porttårne, gopura. Dertil kommer helligsteder i det fri som fx ved Varanasi (Benares), hvor flodbredden har adskillige helligsteder, hvorfra blomsterkranse ofres til floden.

Buddhismens helligsteder ligger dels i NØ-Indien, fx Bodh Gaya, hvor Buddha fandt oplysningen, og Sarnath nær Varanasi, hvor han holdt sin første prædiken, dels spredt i Indien og Nepal i form af halvkugleformede gravhøje, stupaer, der rummer relikvier. Stort anlagte templer ses i den østasiatiske buddhisme, sammen med shinto-helligsteder fx i Japans gamle hovedstæder Nara og Kyoto.

Den jødiske synagoge er et forsamlingshus, men som hjemsted for torahrullerne er den et helligsted.

Et lignende, afgrænset helligsted i islams moskéer er qibla (arab. 'bederetning'), oprindelig rettet mod Jerusalem, men fra 624 vendt mod Mekka. Mihrab er den tomme niche i moskéen, der angiver qibla.

Som udgangspunkt for kristne helligsteder kan Ap.G. 2,46 anføres; et voksende antal egentlige helligsteder kendes først fra 300-t. med basilikaen og centralkirken bygget om en midterakse.

I Danmark fandt et omfattende kirkebyggeri sted i 1100- og 1200-t. Skønt kirker er forsamlingshuse, rummer de alle et udskilt helligsted, alteret med dets relikviegemme og korrundingen. På dette punkt er der ikke forskel på landsbykirker og store katedraler.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig