helligsted

Helligsted, indviet, evt. bebygget område, udskilt fra det omgivende samfund og forbeholdt religiøse formål, fordi hellige magters nærvær erfares på stedet (se fx 1. Mos. 28,10-20).

Helligsteder kendes i alle kulturer, ofte forbundet med særlige naturfænomener, grotter, bjerge, floder, træer osv. Hver religion har sine helligsteder.

Gennem hinduismens lange historie har helligsteder været mange og yderst varierede; de rækker fra tre slangeguder i sten på en forhøjning mellem to hellige træer ved indgangen til en sydindisk landsby og til en nærliggende storby med et omfattende tempelkompleks, hvis indgang er 70 m høje, skulpturdækkede porttårne, gopura. Dertil kommer helligsteder i det fri som fx ved Varanasi (Benares), hvor flodbredden har adskillige helligsteder, hvorfra blomsterkranse ofres til floden.

Buddhismens helligsteder ligger dels i NØ-Indien, fx Bodh Gaya, hvor Buddha fandt oplysningen, og Sarnath nær Varanasi, hvor han holdt sin første prædiken, dels spredt i Indien og Nepal i form af halvkugleformede gravhøje, stupaer, der rummer relikvier. Stort anlagte templer ses i den østasiatiske buddhisme, sammen med shinto-helligsteder fx i Japans gamle hovedstæder Nara og Kyoto.

Den jødiske synagoge er et forsamlingshus, men som hjemsted for torahrullerne er den et helligsted.

Et lignende, afgrænset helligsted i islams moskéer er qibla (arab. 'bederetning'), oprindelig rettet mod Jerusalem, men fra 624 vendt mod Mekka. Mihrab er den tomme niche i moskéen, der angiver qibla.

Som udgangspunkt for kristne helligsteder kan Ap.G. 2,46 anføres; et voksende antal egentlige helligsteder kendes først fra 300-t. med basilikaen og centralkirken bygget om en midterakse.

I Danmark fandt et omfattende kirkebyggeri sted i 1100- og 1200-t. Skønt kirker er forsamlingshuse, rummer de alle et udskilt helligsted, alteret med dets relikviegemme og korrundingen. På dette punkt er der ikke forskel på landsbykirker og store katedraler.