Helicitet. En klassisk partikel, der roterer om en akse parallel med sin bevægelsesretning, siges at have helicitet. Som vist på tegningen regnes heliciteten positiv eller negativ alt efter omløbsretningen. I kvantemekanikken defineres helicitet tilsvarende som projektionen af en partikels spin på dens impulsretning.

.

Helicitet, (af eng. helicity, af gr. helix 'snoning, spiral'), fysisk egenskab ved partikler med spin. En partikel med helicitet kan sammenlignes med et projektil, der flyver af sted samtidig med, at det snurrer rundt om en akse parallel med flugtretningen. Et punkt på projektilets sideflade beskriver en skruekurve. Heliciteten regnes positiv, hvis skruen er en højreskrue. For en elementarpartikel er heliciteten værdien af partiklens spin langs flugtretningen.

For masseløse elementarpartikler, der bevæger sig med lyshastighed, er heliciteten en karakteristisk egenskab. Således kan neutrinoer kun forekomme med helicitet -1/2, og antineutrinoer med helicitet +1/2 i enheder af Plancks konstant.

Inden for optik refererer helicitet til cirkulært polariseret lys, hvor den elektriske feltvektor udfører en skruebevægelse. Også her har en højreskrue positiv helicitet, og en venstreskrue negativ helicitet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig