Bilæggerovn med knædug
Bilæggerovn med knædug

Hedebosyning er en rig og varieret dansk broderitradition, som består af syv forskellige hvide broderiteknikker. Broderierne er syet med hvidt garn – primært hørgarn – på hvidt hørlærred. Hedebobroderierne har siden midten af 1800-tallet haft en særlig position i dansk kulturhistorie, fordi de blev betragtet som eksempel på det bedste inden for dansk håndværk og tradition.

Hedebosyningen udviklede sig fra 1700-tallet til midten af 1900-tallet, oprindeligt på Hedeboegnen, også kaldet Heden, som er det flade, skovløse landområde mellem København, Roskilde og Køge.

Hedebosyningernes forudsætninger og oprindelige anvendelse

Bønderne på Hedeboegnen var relativt velstående i 1700-tallet, hvor traditionen for hedebosyningerne opstod. Jorden var god, og fæstebøndernes forpligtelser var lempeligere end mange andre steder, fordi jorden i stort omfang var ejet af kongen, kirken eller Københavns Universitet.

De landbrugsprodukter, som man fremstillede, kunne afsættes i hovedstaden, som lå i en nærhed, hvor man selv kunne fragte varerne. Man var derfor ikke afhængige af mellemhandlere, og det gav en bedre økonomi. Denne velstand betragtes som grundlaget for, at hedebokvinderne fik mulighed for at udvikle egnens særlige broderitraditioner.

Hedebosyningerne blev oprindeligt syet på en række boligtekstiler, som blev brugt til fester og højtider i bondesamfundet. Man havde for eksempel såkaldte knæduge, der blev ophængt ved bilæggerovnen på en særlig knage, kaldet et knæ, og andre pyntestykker, som blev udstyret med broderier. Desuden brodere man på kraver, skulderstykker og ærmekanter på særke og skjorter, og man syede mellemværk i sengetøj såsom pudevår og lagner.

Broderiteknikkerne

Syet blonde og hvidsøm, detalje fra krave.
Syet blonde og hvidsøm, detalje fra krave.

De forskellige broderiteknikker i hedebosyning udviklede sig fra 1700-tallet frem til slutningen af 1800-tallet.

Hedeboblonder

Den ældste broderiform er syede blonder, som man kaldte hedeboblonder.

Hedeboblonderne blev syet med hvidt hørgarn, og ved hjælp af knaphulssting syede man buer og takker i kanten af for eksempel kraver og manchetter på skjorter og særke.

I begyndelsen var blonderne relativt smalle, men senere syede man brede blonder med tætte rækker af knaphulssting med hulrækker, som dannede mønstre.

Tællesyning

Skjortemanchet med tællesyning.
Skjortemanchet med tællesyning.

I begyndelsen af 1700-tallet opstod teknikken tællesyning. Det er en form for fladsyning, der sys over talte tråde.

Mønstrene er geometriske som følge af stoffets trådretning og består som regel af stjerner, bånd og tre- eller firkanter.

Teknikken kendes fra hele Europa og blev kaldt punto reale i renæssancen i Italien.

Dragværk

Knædug med dragværk
Knædug med dragværk

Dragværk har man kendt siden anden halvdel af 1700-tallet. Når man syr dragværk, trækker man først tråde ud af stoffet på begge leder, så man får et net med lige store mellemrum. Derefter syr man slyngesting i mønstre, samtidig med at man kaster over de tilbageværende tråde i nettet.

Mønstrene er typisk stiliserede menneskefigurer, dyre- og plantemotiver og geometriske mønstre.

Rudesyning

Modstillede dyr syet i rudesyning.
Modstillede dyr syet i rudesyning.

I 1800-tallets første ca. 40 år blomstrede den variation, der kaldes rudesyning.

Ved rudesyning skærer eller klipper man tråde ud af stoffet i meget små firkanter, der tilsammen danner motiver som for eksempel dyr, menneskefigurer, planter og blomster.

Hvidsøm

Umiddelbart efter udviklingen af rudesyningen kom teknikken hvidsøm, som sys frit efter en tegning på lærredsstof. Hvidsøm kaldtes også maskesyning, fordi man syr kædestingsrækker, som dengang kaldtes maskesting, omkring motiverne.

I hvidsøm blandes flere broderiteknikker end i de førnævnte teknikker, og motiverne er ikke længere bundet af lærredets lodrette og vandrette tråde.

Motiverne er oftest stiliserede, organiske motiver med blomster og blade, der holdes sammen af svungne grene. Tulipanen og granatæblet blev populære motiver. Blade broderes ofte ved at trække tråde ud inden for aftegnede felter, og netværket udfyldes af forskelligt udformede grunde, dvs. syninger, hvor der sys over de tilbageværende tråde, så der opstår nye mønstre.

Desuden bruges fladsyning og forskellige andre sting i hvidsøm for at opnå den rette organiske virkning.

Baldyring

Baldyring omgivet af blomsterranker, der er syet i kontursting og fladsyning.
Baldyring omgivet af blomsterranker, der er syet i kontursting og fladsyning.

Omkring 1840 udviklede varianten baldyring sig. Ordet baldyring er egentlig et ældre ord for broderi, men bruges nu specielt om denne broderiform fra Hedeboegnen.

Teknikken har mange lighedstræk med den italienske broderiteknik reticella. I baldyring syr man stopninger omkring de udtrukne tråde, hvorefter huller udfyldes med forskellige geometriske figurer i kniplingssyning. Omkring felterne med baldyring syede man ofte ranker og bladformer i fladsyning.

Udklipshedebo

Krave i udklipshedebo og syet blonde.
Krave i udklipshedebo og syet blonde.

Omkring 1850 udvikledes den sidste af de syv varianter, nemlig udklipshedebo, som også slet og ret kaldes hedebosyning.

I denne teknik følger de udklippede områder ikke længere stoffets tråde, men klippes frit efter en påtegning, meget ofte i organiske blad– eller blomsterformer. De udklippede områder udfyldes efterfølgende med kniplingssyning.

Fra 1850 til 1950 opnåede udklipshedebo en meget stor popularitet og udbredelse i Danmark og endda også uden for Danmarks grænser. Teknikken blev omtrent identisk med dansk broderi, dog i skrap konkurrence med korssting.

Udklipshedebo fik en variant som kaldes omvendt udklipshedebo. Her samles små, udklippede stofstykker med større kniplingssyede flader.

Hedebosyningernes udbredelse og betydning

Omvendt udklipshedebo.
Omvendt udklipshedebo.

I løbet af 1800-tallet blev hedebobroderier eftertragtede pyntegenstande i de højere samfundslags stuer i Danmark. Man købte broderierne til pynt, og man begyndte efterhånden også at lære at sy broderiteknikkerne. Det blev også moderne med hedebosyning på tøj, og især kraver med udklipshedebo blev udbredte.

I sidste halvdel af 1800-tallet blev hedebosyningerne efterhånden også kendt verden over. De blev vist i en lang række sammenhænge og på verdensudstillinger og kom derved til at indgå i udenlandske broderi- og mønsterbøger.

I samme tidsperiode anså man i toneangivende kredse hedebokulturen og dens broderier for repræsentant for den ægte danske bondekultur. I 1907 stiftede man Selskabet Hedebosyningens Fremme. Selskabets formål var dels at oprette mønster- og modelsamlinger og oplære lærerinder, så kommende generationer kunne lære hedebosyning, dels at virke for afsætning af syningerne i ind- og udland

Tidens nationale oprustning, som blandt andet havde sit udspring i tabet af Sønderjylland i 1864, skabte et behov for at finde eksempler på folkelig skabertrang og åndfuldhed. Andre danske egnes hvide broderier havde også høj teknisk kvalitet, men ingen af dem fik samme berømmelse og betydning som hedebosyningerne.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Litteratur

  • Buus, Henriette (2008): Hedebosyning – en verden af variationer. Greve Museum.
  • Kragelund, Minna (2001): Det gode håndværk – tråden i dansk tradition. Forlaget Hovedland.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig