havterne

Havterne.

.

Artikelstart

Havterne, Sterna paradisaea, fugl af ternernes familie (se terner). Den er Danmarks almindeligste terne med anslået 4500 par, ynglende i småkolonier med op til et par hundrede reder, fortrinsvis på småøer. De ankommer i april og forlader landet igen i august-september.

Havternen er almindelig også i det øvrige Nordeuropa, men er primært en arktisk art med cirkumpolar udbredelse. Trækket mellem yngleplads og vinterkvarter er det længste, der kendes blandt fuglene, idet havternerne overvintrer i pakisen ved Antarktis. De europæiske fugle følger kysten mod syd og får undervejs følgeskab af nordamerikanske og grønlandske havterner. Fuglene fortsætter langs Afrikas vestkyst til Sydafrika og derfra mod syd og øst. En dansk ringmærket havterne er i februar måned fundet i pakisen 3000 km syd for Vestaustralien. Kendskabet til tilbagetrækket mod nord er mere mangelfuldt.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig