Havkvabber, gruppe af torskefisk, der kendes på, at de ud over hagetråden har 2-4 føletråde på snuden. Kroppen er langstrakt, og forreste rygfinne er meget lille. Det er bundlevende fisk, der findes fra subtropiske havområder og nordpå. De lever af bunddyr. Firtrådet havkvabbe (Enchelyopus cimbrius) er meget almindelig i danske farvande, hvor den går langt ind i Østersøen. Den kan blive op til 40 cm. Pga. det løse kød bruges den ikke som spisefisk.