haram

Haram, (arab. 'forbud, tabu'), i Koranen en teknisk betegnelse for det, der er forbudt, bl.a. at spise kød fra selvdøde dyr eller fra svin (sura 2, 173-74; se også halal). Islamisk ret har på denne baggrund udviklet en række regler for, hvad der etisk er haram.

Området omkring en moské eller helligdom, hvor ikke-muslimer er uønskede, er haram, og bedehallen i moskéen betegnes ofte haram i modsætning til den åbne gård. Tempelbjerget i Jerusalem med Klippemoskéen og al-Aqsa-moskéen benævnes Haram al-Sharif. Ordet anvendes ofte synonymt med harem.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig