handicapydelser

Nedsat mulighed for at udføre daglige aktiviteter kan søges afhjulpet med praktisk hjælp i hjemmet, med hjælpemidler eller særlig boligindretning. Modtager den pågældende pension, kan der evt. ydes tillæg til dækning af udgifter til personlig bistand eller pleje (bistands- eller plejetillæg). Er det ikke muligt for den handicappede at klare sig i eget hjem, kan en beskyttet bolig, bofællesskab med professionel bistand eller døgninstitution for handicappede komme på tale.

En nedsat arbejdsevne kan søges afhjulpet vha. revalidering, ved mulighed for beskyttet beskæftigelse eller ved tilkendelse af førtidspension.

Hjælp til at gennemføre sociale aktiviteter kan ydes i form af hjælp til transport, enten til kørselsordninger eller til anskaffelse af et motorkøretøj (invalidebil). For alvorligt handicappede uden arbejdsevne kan der evt. tilbydes aktiviteter i dagtimerne på et dagcenter eller andre særlige fritidsaktiviteter.

Handicapydelser er ikke som tidligere adskilt fra det øvrige sociale system, men er en del af det almindelige sociale servicesystem. De nævnte ydelser administreres således af kommunernes socialforvaltninger på grundlag af Serviceloven og Lov om social pension. For at sikre den nødvendige specialviden om handicapgrupperne har staten oprettet stillinger for specialkonsulenter med særlig viden inden for hvert af handicapområderne. Disse konsulenter yder rådgivning til både de handicappede og kommunerne. Herudover er der oprettet forskellige videnscentre om fx små handicapgrupper og hjælpemidler til dem. Disse centre bistår også brugerne og den sociale administration med specialviden.

Den overordnede målsætning for den moderne støtte til personer med handicap er normalisering af tilværelsen og så vidt muligt integration i det almindelige samfundsliv. Som følge heraf er handicapydelser en integreret del af det almindelige sociale system, og bistanden ydes som en minimal indgriben med udgangspunkt i den pågældendes dagligdag og hjemlige miljø. Herved ønsker man at undgå de tidligere tiders stigmatisering og isolation, som fulgte af institutionsanbringelser fjernt fra familien og det oprindelige miljø. Samtidig tilstræbes en mere ligeværdig relation mellem den handicappede og de professionelle rådgivere. Specielt har handicaporganisationer, pårørende og brugerrepræsentanter bidraget til forståelsen af, at handicapydelser må tage udgangspunkt i den handicappedes resurser og udviklingsmuligheder. Det har også haft betydning, at Danmark har tiltrådt en række internationale konventioner, der skal sikre handicappedes rettigheder.

I tiden frem til 1700-tallet var kronisk syge og handicappede i lighed med andre marginaliserede grupper henvist til hjælp fra familie, kirke og klostre og i øvrigt overladt til sig selv. Der eksisterede i begrænset omfang hospitaler, dvs. plejestiftelser, hvor kronisk syge og invalider kunne få et beskedent ophold og pleje. Se fattigvæsen.

Med fattiglovgivning fra 1799 og 1802-1803 indførtes der en egentlig kommunal forsørgelsesforpligtelse over for alle uden evne til selvforsørgelse, og hvis forsørgelse ikke påhvilede andre. Konsekvensen af at modtage fattighjælp var dog tab af visse borgerlige rettigheder, fx stemmeret og ret til at indgå ægteskab.

I 1920 vedtoges med Blindeloven mulighed for fattighjælp uden fattighjælpsvirkninger for "abnorme personer: blinde, døvstumme, idioter, sindssyge, epileptikere, vanføre, lemlæstede, tuberkuløse, skrofuløse, lupuspatienter, stammende, andre talelidende samt ganespaltepatienter". Hjælpen bestod i anbringelse på anstalt, idet blinde dog kunne modtage hjælpen uden anstaltsanbringelse; se anstaltsforsorgen.

Ved revisionen af lovene om offentlig forsørgelse i 1933 (Steinckes socialreform) indførtes begrebet særforsorg, og det blev fastsat, at staten skulle have ansvaret for og bære udgifterne til hjælp til personer med særligt alvorlige og oftest varige handicap: såkaldte sindssyge, åndssvage, epileptikere, vanføre, talelidende, blinde og døve. For næsten alle disse grupper var der på privat initiativ tidligere blevet iværksat hjælpeforanstaltninger, der i vid udstrækning havde opnået statsstøtte. Efter Bistandslovens ikrafttræden i 1976 blev særforsorgen decentraliseret, dvs. udlagt til amtskommuner og kommuner. Efter strukturreformen 2007 er det kommunerne, der alene varetager opgaverne.