handelshøjskoler

Handelshøjskoler, business schools, højere læreanstalter, som giver undervisning og driver forskning i merkantile fag; de er selvejende institutioner og omfattet af Universitetsloven. I Danmark har to institutioner ifølge Universitetsloven lov til at kalde sig handelshøjskoler, nemlig Copenhagen Business School - Handelshøjskolen (CBS), grundlagt 1917, og Aarhus Universitet, hvis afdeling Aarhus BSS (School of Business and Social Sciences) har rødder tilbage til bl.a. Handelshøjskolen i Århus, grundlagt 1939.

Handelshøjskoler udbyder videregående uddannelser inden for erhvervsøkonomi og -sprog i kombination med retninger som fx erhvervsret, filosofi, it, ledelse og international virksomhedskommunikation. Fuldtidsuddannelserne er omfattet af den generelle studiestruktur, der omfatter et treårigt bachelorstudium, et toårigt kandidatstudium og et treårigt ph.d.-studium. Deltidsuddannelserne er under åben uddannelse og delvis baseret på deltagerbetaling.

På heltid kan man studere til HA, BA (Bachelor of Arts) eller BSc (Bachelor of Science). Med overbygningerne kan der opnås akademiske grader som cand.merc., cand.merc.jur., cand.merc.aud. (revisorkandidat), cand.soc. samt den sproglige cand.ling.merc. Cand.merc.-graden udvides med forkortelsen for kombinationsfaget, fx cand.merc.(psyk.) for uddannelsen i erhvervsøkonomi og psykologi. Øvrige akademiske grader er den erhvervsøkonomiske diplomuddannelse HD samt lederuddannelserne MBA (Master of Business Administration) og MPA (Master of Public Administration). HD, MBA og MPA er deltidsuddannelser.

Mange af de traditionelle handelshøjskoleuddannelser, fx erhvervsøkonomi (HA), HD, ED, erhvervssprog og international virksomhedskommunikation, kan også tages på visse andre universiteter, herunder afdelinger af Syddansk Universitet og Aalborg Universitet.

Se også handelsuddannelser.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig