Ødipus og Antigone
The Cleveland Museum of Art .

Hamartia er et nøglebegreb i Aristoteles’ teori om det tragiske plot. Det betegner en fejl, en misforståelse eller en svaghed hos helten i en græsk tragedie. Hamartia er den udløsende årsag til den tragiske omvending (peripeti) fra lykke til ulykke.

Faktaboks

Etymologi

Hamartia (ἁμαρτία) betyder på græsk fejltrin, fejlslutning, fejlbarlighed.

Den oprindelige betydning var fejlskud 'at ramme ved siden af', altså at fejle.

Ifølge Aristoteles er handlingen i de mest vellykkede tragedier koncentreret omkring karakterer, der er gode, men ikke ufejlbarlige. De rammes hverken af ulykken tilfældigt eller "på grund af slethed eller ondskab, men på grund af hamartia" (Om digtekunst, kap. 13).

Tragediens moralske erkendelsesværdi

Hamartia spiller ikke bare en nøglerolle for Aristoteles’ plotteori, men også for hans forsvar for tragediens moralske erkendelsesværdi. Platon beskyldte tragedien for amoralsk at fremstille de godes ulykke og de ondes slettes lykke, og han krævede, at tragedien skulle gøre det modsatte.

Aristoteles om amoralske plot

Aristoteles afviser amoralske plot, hvor onde gerninger lønner sig, eller hvor ulykken rammer rent tilfældigt, men han afviser også moraliserende plots, hvor enhver får som fortjent (poetisk retfærdighed). Aristoteles afviser disse to typer plot med det argument, at de ikke er tragiske.

Aristoteles’ fremstilling af hamartia

Ifølge Aristoteles handler tragedien om, hvordan menneskelivet er sårbart, fordi vores viden og dømmekraft er begrænset. Hvor tragediedigterne ofte gør guderne til direkte eller indirekte årsag til den menneskelige forblindelse, er Aristoteles’ fremstilling af hamartia sekulær og rationel.

Begrebet indgår også i Aristoteles’ moralfilosofiske handlingsteori i Etikken.

Hamartia i tragedien Ødipus

Kritikhistorisk er hamartia det mest omdiskuterede begreb i Aristoteles’ tragedieteori (Lurje), fordi Aristoteles i stedet for at definere begrebet nævner Ødipus som eksempel på en helt, hvis ulykke forårsages af hamartia.

Mens der i dag er udbredt enighed om, at Aristoteles’ refererer til Ødipus’ fejlslutninger omkring opklaringen af mordet på Laios, er hamartia tidligere især blevet fortolket som begreb for Ødipus’ tragiske skyld vedrørende hans fadermord og incest, som blev begået i uvidenhed.

Siden renæssancen er hamartia derfor blevet fortolket både som en moralsk brist, som karakterbrist og som objektiv (men ikke subjektiv) skyld.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

  • Aristoteles, Om digtekunst
  • Aristoteles, Den nikomachæiske Etik
  • Dawe, R.D.: Some Reflections on Ate and Hamartia (Harvard Studies in Classical Philology vol 72, 1968).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig