Halvgræsfamilien.

.

Papyrus er ikke oprindelig vildtvoksende i Egypten. Den menes at være indført i oldtiden fra Etiopien, men synes nu atter at være forsvundet.

.

Halvgræsfamilien, Cyperaceae, familie af enkimbladede urter med ca. 100 slægter og 5600 arter udbredt over hele Jorden, navnlig i kolde og tempererede egne. Bladene er smalle og græslignende, oftest rendeformede eller længdefoldede, med veludviklet bladskede. Stængler er marvfyldte, ofte trekantede, aldrig forgrenede under blomsterstanden. Blomsterne er små og uanseelige, en- eller tvekønnede, undersædige med tre, evt. en, støvdragere og en griffel med to- eller tredelt støvfang. Blosterbladene er reduceret til skæl, børster eller hår ("kæruld") og mangler ofte helt. Frugten er en nød. Blomsterne, som hver er støttet af et dækskæl, sidder skruestillet eller toradet i aks, som igen oftest er samlet i komplicerede aks-, top-, hoved- eller kvastlignende blomsterstande. Halvgræsserne anses for at have deres oprindelse inden for de avneblomstrede (Commelinanae), hvor bl.a. forekomst af kisellegemer og spalteåbningernes bygning tyder på nærmere slægtskab med græsserne, mens de cytologiske forhold tyder på, at de udgør en udviklingslinje sammen med sivfamilien.

Halvgræsserne har tidligere haft stor anvendelse især i troperne. De stive stængler og blade af mange slægter flettes til måtter og kurve, og marven af papyrusplanten er blevet brugt til papirfremstilling. De knoldformet opsvulmede jordstængler hos visse arter (fx Cyperus esculentus) har været anvendt til føde.

I Danmark findes 82 arter fordelt på mindst otte slægter. Den største slægt er star (Carex) med 55 arter. Andre betydende slægter er kogleaks (Scirpus), sumpstrå (Eleocharis) og kæruld (Eriophorum). Halvgræsserne er repræsenteret i de fleste danske plantesamfund og er ofte dominerende på fugtig bund. Nogle arter danner gennem kraftige underjordiske udløbere udbredte bestande i rørskove ved åer, søer og i strandsumpe, mens andre danner store tuer i moser, kær og enge.

Halvgræsfamilien tilhører græsordenen, Poales, og er nærtbeslægtet med sivfamilien, Juncaceae, og med Thurniaceae. Se også dækfrøede.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig