Halskirtler, adenitis colli, hævede lymfeknuder på halsen. Ved infektioner i ansigtet, mundhulen og svælget vil de lymfeknuder, der modtager lymfe fra det område, hvor der er infektion, blive forstørrede. Ved akutte infektioner vil de hævede lymfeknuder typisk være ømme. Hævede lymfeknuder kan også ses ved kronisk infektion, fx tuberkulose, der tidligere var en meget hyppig årsag til halskirtler (skrofulose). Ved kræftsvulster i mundhule, svælg og strube sker der ofte en spredning af sygdommen (metastaser) til halsens lymfeknuder, således at disse bliver hævede, men sjældent ømme. Primær kræftsygdom (lymfom) i lymfeknuderne kan optræde på halsen.