Halogenering, proces, hvorved der indføres halogener, dvs. fluor, klor, brom eller jod, i et stof. Inden for den organiske kemi er halogenering af meget stor betydning, idet stoffer med interessante egenskaber kan opnås.

Et eksempel er mono-, di-, tri- og tetraklormethan (tidligere kaldet methylklorid, methylenklorid, kloroform og tetra), der er glimrende opløsningsmidler for bl.a. fedtstoffer, og kun monoklormethan er brændbar. Et andet eksempel er freonerne og halonerne, der er velegnede til bl.a. kølekompressorer. Desværre er disse forbindelser giftige, og mange bidrager til nedbrydningen af ozonlaget. Et tredje eksempel er Teflon® (polytetrafluorethylen), som er et kemisk uhyre bestandigt stof, der bl.a. anvendes til belægning på stegepander.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig