Halit, stensalt, natriumklorid, NaCl, det vigtigste mineral i saltforekomster. Det har glasglans, hårdhed 2,5, massefylde 2,2 g/cm3 og krystalliserer kubisk. Halit er i ren tilstand farveløs, men er ofte farvet af urenheder, fx rød pga. jern(III)oxid.

Faktaboks

Etymologi
Ordet halit kommer af græsk hals 'salt' og -it.

Halit dannes ved inddampning af saltvand, men udfælder sent i inddampningsforløbet, efter carbonaterne og sulfaterne, når 90 % af vandmængden er fordampet.

Halit dannes i afsnørede havarme eller i saltsøer samt i ørkener, hvor der efter regnskyl dannes vidtstrakte, lavvandede søer. I Danmark findes fra Perm kilometertykke lag af halit og andre saltmineraler. Saltforekomsterne ligger generelt i 2-3 km dybde, men har flere steder bevæget sig op mod jordoverfladen, fordi saltet har lavere massefylde end de overliggende bjergarter. I disse områder, og hvor forkastninger går gennem saltforekomsterne, er grundvandet salt.

Ved Hvornum nær Hobro udvindes halit ved direkte underjordisk minedrift, idet der gennem borerør ledes vand gennem dybtliggende salt, hvorefter det dannede saltvand pumpes til overfladen, hvor det inddampes. Halit har stor anvendelse inden for fødevareindustrien og den tekniske industri.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig