Hal, bygning med et betydeligt volumen eller fladeareal. Denne bygningstype kendes fra den antikke græske stoa, en søjlehal med bjælkeloft, og romernes basilika og termer, overdækket af murede hvælv. I bl.a. 1300-1400-t.s Italien indgik halbygninger i paladser og rådhuse og viser eksempler på loftskonstruktioner i træ med stor spændvidde. Støbejernskonstruktioner i 1850'ernes franske byggeri, anvendt af bl.a. Henri Labrouste, banede vejen for opførelsen af store offentlige bygninger som banegårde og udstillingshaller. Siden hen har materialer som limtræ og jernbeton udfordret ingeniører og arkitekter til både teknisk og arkitektonisk tilfredsstillende løsninger af fx flyhangarers, fabriks- og sportshallers overdækning.