Hakkebræt, musikinstrument af citertype, hvis metalstrenge anslås med to lette hamre. Det har for det meste trapezform og er beslægtet med det knipsede psalterium. Med udgangspunkt i Mellemøsten har hakkebrættet fået en bemærkelsesværdig udbredelse. I Europa er det veldokumenteret efter 1440 og havde i 1600-t. og begyndelsen af 1700-t. en blomstringstid med nye, forfinede varianter, bl.a. pantaleon, opkaldt efter opfinderen, violinisten Pantaleon Hebenstreit (1667-1750). Hakkebrættet fulgte i tyrkernes fodspor østpå gennem Asien og nåede Kina i begyndelsen af 1700-t. I sit store udbredelsesområde træffes det i flere varianter, men det har næsten overalt bevaret sin trapezform og ejendommelige efterklang og samtidig formået at tilpasse sig vidt forskellige musikstilarter. I Iran indtager det endnu i dag en betydelig plads som soloinstrument i kunstmusikken, mens det i europæisk folkemusik fortrinsvis indgår i små instrumentalensembler, fx i Alpelandene. Mest kendt er det store cimbalom på fire ben og med dæmper, som bruges af østeuropæiske sigøjnerorkestre. Gennem Franz Liszt fik det status som orkesterinstrument (bl.a. i Ungarischer Sturmmarsch, 1876) og er siden benyttet af flere komponister, fx Zoltán Kodály (Háry János, 1926).