Højskolesang, en særlig dansk fællessangskultur med rod i de folkelige bevægelser ca. 1840-90. Dens forudsætning var mødet mellem Grundtvigs idéverden og folkelige digtning og den ny gårdmandsklasses behov for kulturværdier, der modsvarede standens selvbevidsthed og politiske rolle. Grundtvigs tanker om folkesangen som redskab for folkeånden inspirerede første generation af højskolelærere (se folkehøjskole), og fællessangen blev lige så uundværlig som foredraget; den var "tjenende" i forhold til ordet, men fik en vigtig funktion som udtryk for den enkeltes følelser og det fælles ståsted. Foruden salmer blev kernen i repertoiret folkeviser og Grundtvigs historiske, bibelhistoriske og nationalt-folkelige sange. Senere generationer har i takt med højskolens udvikling udvidet traditionen med almene folkelige sange. Det afspejles i de 17 udgaver af Højskolesangbogen, som efter mange forløbere er udkommet siden 1894. Musikalsk ses i dens melodisamlinger (enstemmige fra 1888, harmoniserede fra 1922) overgangen fra en broget, romantisk og vildtvoksende melodisituation til Thomas Laub/Carl Nielsen-generationens fornyelse af den "folkelige melodi". Med 17. udgave (1989, melodibog 1993) overskrides mange grænser til nutidens populær- og finkultur.