højdepunktoplevelse

Højdepunktoplevelse, betegnelse skabt af den amerikanske psykolog Abraham H. Maslow for en særlig form for selvaktualisering: Et intenst øjeblik, hvor personen overskrider sine vante evner og grænser og føler sig enten fuldkommen lykkelig eller helt i enhed med noget, der er større end den pågældende selv.

Det kan forekomme som kreativ inspiration, som en religiøs eller mystisk erfaring eller som en fornemmelse af sublim ophøjethed, ærefrygt, skønhed, sandhed, retfærdighed, naturforbundethed m. m. Oplevelsen kan indtræde under særlig tilrettelagte omstændigheder, men også pludseligt og uventet midt i hverdagen. Kvinder kan opleve øjeblikket, efter at de har født, på den oven for beskrevne måde.

Nogle mennesker har sådanne oplevelser hyppigere end andre, men undersøgelser synes at vise, at de ikke er sjældne, skønt de fleste nødig taler om dem. Det skyldes dels undseelighed, dels at en højdepunktoplevelse er meget vanskelig at beskrive.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig