Højdemedicin, studiet af de naturlige og sygelige forandringer, der kan optræde i legemet under ophold i større højder. Højdemiljøet er karakteriseret ved lavt iltindhold i luften, kulde, ultraviolet solstråling og ofte forekommende blæst. Ved længere ophold indtræder efter dage til måneders forløb akklimatisering til iltmangelen: Åndedrættet stimuleres, og blodets hæmoglobinkoncentration samt vævenes evne til at udnytte blodets ilt øges. Etniske højdeboere, fx sherpaer og andesindianere, har en særlig tilpasning (adaptation). Iltmangel reducerer både den fysiske og mentale præstationsevne og kan føre til bjergsyge. Takket være akklimatiseringen er det muligt at bestige Mount Everest (8848 m, lufttryk 253 mm Hg) uden brug af iltmaske. Øget væsketab ved fordampning til den kolde, tørre luft samt øget urinproduktion i begyndelsen af et ophold nødvendiggør stor væskeindtagelse.

Solforbrænding og sneblindhed er almindelige problemer ved ophold i højder. Forfrysninger er en hyppig komplikation ved bjergsport, ligesom risikoen for afkøling og kuldedød er stor, hvor lav temperatur, blæst og evt. fugtigt tøj kombineres med fysisk udmattelse og iltmangel. I meget besøgte bjergområder er læger med særlig erfaring i højdemedicin tilknyttet redningstjenesterne. De deltager foruden i behandling af de omtalte tilstande i bjergning af ofre for laviner og gletscherspalter, hvor udbredte læsioner ofte kompliceres af afkøling.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig