høgefugle

Høgefugle. Svalehalet glente (Elanoides forficatus, Sydamerika); gøglerørn (Terathopius ecaudatus, Afrika); rørhøg (Circus aeruginosus, Europa); hvepsevåge (Pernis apivorus, Europa); sjakalvåge (Buteo rufofuscus, Sydafrika); Stellers havørn (Haliaeetus pelagicus, Østasien); toppet slangeørn (Spilornis cheela, Sydasien); øglevåge (Kaupifalco monogrammicus, Afrika).

.

Hedehøg (Circus pygargus).

.

Høgefugle, Accipitridae, familie af rovfugle omfattende ca. 237 arter, dvs. 80 % af alle rovfugle. Familien er udbredt i alle verdensdele undtagen Antarktis. Det er en forskelligartet gruppe, i størrelse varierende fra små høge (20 cm, 75 g) til mere end 6 kg tunge ørne med over 2 m i vingefang. Med undtagelse af gribbe og nogle få andre er de tilpasset fangst af levende bytte. Næbbet er krumt og skarpt med en vokshud ved grunden, og fødderne er kraftige griberedskaber med skarpe kløer. Hunnen er generelt større end hannen, og graden af denne "omvendte kønsdimorfi" er korreleret med fødens art, idet den er mindst udtalt hos arter, der tager insekter og andre hvirvelløse dyr, og mest udtalt hos arter, der fanger fugle.

De fleste høgefugle er territoriale, men søger ofte føde uden for det forsvarede område. Reden er en solid grenkonstruktion. Hunnen står for størstedelen af rugningen og pasningen og fodringen af ungerne i den første tid, mens hannen skaffer det meste af føden. De større unger lades ofte alene i lange tider, og forældrenes besøg på reden kan indskrænkes til aflevering af bytte, som ungerne i dette stadium selv sønderdeler.

Høgefuglene kan opdeles i forskellige undergrupper, der gerne opfattes som underfamilier. Hvepsevåger (Perninae) omfatter en række til dels insektædende rovfugle, mens Milvinae (typiske glenter og havørne) ofte, og Aegypiinae (gribbe) stort set udelukkende, æder ådsler. De hvidhalede glenter (Elaninae) er for en stor del insektædende. Slangeørne (Circaetinae) lever især af slanger og øgler, mens kærhøge (Circinae) især tager små hvirveldyr, bl.a. mus og vandfugleunger, samt insekter. Langt den største underfamilie er de egentlige høgefugle (Accipitrinae) med næsten 150 arter af høge, våger og ørne.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig