hæmosporidier

Hæmosporidier, (af hæmo- og afledn. af gr. spora 'sæd'), Haemosporidia, gruppe af encellede parasitter hørende til sporozoer. Hæmosporidier har ligesom andre sporozoer en kompleks livscyklus med skift mellem kønnede og ukønnede reproduktionsfaser, der involverer to forskellige værtsorganismer, et leddyr (fx myg) og et hvirveldyr. Blandt de vigtigste hæmosporidier er Plasmodium, der forårsager malaria, og Babesia, der forårsager babesiose.

Plasmodium er en slægt af amøboide intracellulære parasitter. Overførsel til mennesker sker ved stik af inficerede hunmyg af slægten Anopheles, der i spytkirtlen har sporozoiter, som er dannet under Plasmodiums kønnede udviklingsfase i myggen. Sporozoiterne føres i mennesket til leveren, hvor en ukønnet formering med dannelse af merozoiter finder sted. Merozoiterne frigøres til blodbanen og invaderer de røde blodlegemer. Her udvikles merozoiterne til gametocytter (kønnet stadium), hvorefter blodlegemerne sprænges samtidig. Gametocytterne overføres til hunmyg ved blodsugningen og modnes til gameter. I myggens tarm smelter to gameter sammen til en zygote, som bevæger sig ud gennem mavevæggen, vokser og sprænges under frigørelse af talrige sporozoiter. Sporozoiter i spytkirtlerne kan overføres til mennesker. Arterne P. malariae, P. ovale, P. vivax og P. falciparum forårsager alle malaria, men har hver sin karakteristiske morfologi og sygdomsudvikling.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig