Hæklingens udvikling og popularitet i 1800-tallet kædes ofte sammen med ønsket om at finde billigere afløsere for de dyre syede og kniplede blonder, der var værdsatte i datidens mode.
En anden grund til hæklingens hurtige udbredelse i Europa skyldes formentlig også udbredelsen af mønsterbøger og opskrifter i blade og magasiner. Specielt i Tyskland kom der i løbet af 1840’erne en strøm af hæklebøger. Den først kendte omtale af hækling er fra 1824 og findes i det hollandske dameblad ”Penelope”. Den første danske hæklebog er fra 1847.
En tredje årsag til hæklingens hurtige udbredelse kan tilskrives samarbejdet mellem forskellige garnfirmaer på den ene side og forfattere og udgivere på den anden. Mest kendt er nok samarbejdet mellem den østrigske designer og forfatter Thérèse de Dillmont, 1846-90, og det franske garnfirma DMC. Dillmont udgav et håndarbejdsleksikon i 1884. Det blev hurtigt oversat til de europæiske hovedsprog, hvorved det samlede oplag kom op på flere millioner eksemplarer, og det er stadig i handlen. Nogle af leksikonets modeller stammer fra museer og private samlinger, mens andre er designet af Dillmont eller hendes elever i et forsøg på at indfange tidsånden og inspirere den moderne håndarbejdsudøver. DMC havde allerede på daværende tidspunkt et stort udvalg af farver og kvalitetsgarner, og de passede med de garner, som Dillmonts modeller krævede. Samarbejdet gjorde både Dillmont og DMC berømte.
Hæklingens popularitet blev så stor, at den bl.a. i Danmark i 1890’erne mødte negativ kritik i husflidskredse. I de danske husflidsforeninger arbejdede man for at komme nøden i de lavere samfundslag til livs og samtidig for at fremme det oprindelige danske håndværk. Derfor fandt man det vigtigere at lære de unge piger teknikker som stopning, lapning og vævning end at lære dem at hækle. Hækling betegnedes som ”luksusarbejde”, og i preussiske skoler forbød man ligefrem undervisning i hækling i perioden omkring år 1900. Så langt kom det ikke i Danmark, og de kræfter, der modarbejdede hækleundervisning, blev grundigt sat på plads af hæklingens fortalere og måske også af hæklingen i sig selv. Man kan sige, at det var den fjerde årsag til hæklingens store udbredelse: Den havde vundet de hæklendes hjerter.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.