Hårtransplantation, kirurgisk behandling til genskabelse af hårvækst ved skaldethed. Små hudøer, 3-4 mm i diameter, hver indeholdende 7-20 hårrødder, flyttes fra et område i nakken med blivende hårvækst til den skaldede hovedhud i issen. Metoden er omstændelig, idet der kræves flere behandlinger. Desuden varer det ca. seks uger, før hårvæksten er synlig. Efter hårtransplantation virker håret tyndt og skal sættes omhyggeligt, hvis resultatet skal virke naturligt.